Nogle opgaver er vigtige for virksomhedens udvikling, men der er for få af dem til at ansætte en medarbejder. Derfor har de tre erhvervsforeninger i Skagen, Frederikshavn og Sæby etableret Erhvervsservice Nord, som tilbyder specialiserede kompetencer på deltid.

”Baggrunden for, at vi startede Erhvervsservice Nord, var et behov hos mange af vores medlemsvirksomheder for at få løst nogle opgaver, der kræver ret specialiserede kompetencer.  Opgaver, hvor omfanget ikke berettiger en fuldtids medarbejder, men som har stor betydning for virksomhedens fremdrift og udvikling. Da kompetencerne ikke er i virksomheden, kan det resultere i, at opgaverne ikke bliver løst, eller at de bliver udført af medarbejdere uden specialkompetence og derfor med ringere resultat. I Erhvervsservice Nord kan virksomhederne tegne et abonnement på det antal timer om måneden, som man har behov for,” siger erhvervsrådsformand Karl Erik Slynge, hvis virksomhed, TRIGON, selv bruger Erhvervsservice Nord til at hyre en kommunikationsmedarbejder på deltid.

”Ved at løse de specialiserede opgaver i fællesskab opnår vi et højt kompetenceniveau og et fagligt miljø, som ikke kan opretholdes i den enkelte virksomhed, hvor den type opgaver er relativt få. Det giver en højere kvalitet i opgaveløsningen og gør samtidig disse støttefunktionsopgaver til en variabel omkostning,” siger Karl Erik Slynge videre.

Andre eksempler på specialfunktioner, som Erhvervsservice Nord har hjulpet virksomheder med, er direktionsassistent for IdeFA samt kommunikationsmedarbejder for Skagen Havn og Skagen Varmeværk.

Erhvervsservice Nord leverer sine ydelser med et aftalt timetal pr. måned. Honoraret fastsættes på niveau med markedsprisen, så der ikke sker konkurrenceforvridning i forhold til virksomheder og freelancere, der måtte tilbyde nogle af de samme ydelser.

”Vi har set, hvordan landbrugets samarbejde omkring rådgivning m.v. har højnet det faglige kompetenceniveau i den enkelte bedrift. De samme fordele kan virksomheder i alle brancher opnå ved at løse specialopgaver i fællesskab. Det kan nu ske i Erhvervsservice Nord. Når vi deler, får vi mere!” slutter Karl Erik Slynge.