Lærlingeordningen hos Erhvervsservice Nord fortsætter sin positive udvikling og styrker nu samarbejdet med endnu en stærk lokal partner, RAIS A/S.
For at sikre, at lærlingene får erfaring med flere faglige discipliner og opgavetyper, end de selv kan tilbyde, ser RAIS A/S delelærlinge-konceptet som en attraktiv løsning. Gennem deltagelsen i ordningen ønsker virksomheden at sikre et uddannelsesforløb, der både matcher branchens stigende krav og afspejler RAIS A/S’ høje ambitioner for faglig kvalitet.
Som led i partnerskabet er der derfor etableret et nyt samarbejde mellem RAIS A/S og Sæby Fiskeindustri A/S, og den første delelærling er allerede i gang.
”Gennem et fælles fokus på lærlingene skaber vi mulighed for, at den enkelte lærling får adgang til bredere praktiske erfaringer og stærkere faglige kompetencer. Det er en løsning, der gavner både erhvervslivet og den kommende arbejdsstyrke. For RAIS A/S er en deleordning et naturligt valg, fordi den gør det muligt for os at tage et aktivt ansvar for vores lærlinges uddannelse – samtidig med, at vi får glæde af samarbejde og videndeling på tværs af brancher.” udtaler Fabrikschef hos RAIS A/S, Anders Kajgaard.
Hanne Erlendsson, HR-chef hos Sæby Fiskeindustri A/S, tilføjer ”Samarbejdet om lærlinge giver vores medarbejdere adgang til nye erfaringer og styrker deres kompetencer, mens virksomhederne får større fleksibilitet og højere faglig kvalitet. Det er en løsning, der gavner både den enkelte lærling og erhvervslivet som helhed.”
Lærlingekoordinator Charlotte Aksø Hansen fra Erhvervsservice Nord ser også med stor tilfredshed på samarbejdet:
”RAIS A/S er en betydelig og central virksomhed i Frederikshavn kommune, og derfor glæder det mig, at virksomheden ikke blot tager ansvar for egne lærlinge, men også aktivt bidrager til at sikre adgangen til kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Dygtige fagfolk kommer ikke af sig selv, og derfor er det vigtigt at gøre det lettere og mere attraktivt for virksomheder at tage flere lærlinge. Deleordninger giver lærlinge bredere erfaring og stærkere kompetencer, samtidig med at virksomhederne får nye muligheder for at uddanne. Samtidig udfordrer jeg virksomhederne til at tænke i nye uddannelsesretninger og åbne dørene for lærlinge fra områder, de ikke tidligere har arbejdet med – til gavn for både virksomheden og fremtidens arbejdsmarked.”
Netop denne tilgang afspejler sig i RAIS A/S’ ambitioner om at arbejde med nye uddannelsesmuligheder, herunder overfladebehandleruddannelsen. Virksomheden har foretaget en betydelig investering i et nyt, avanceret maleranlæg, som både løfter kvaliteten og kapaciteten i produktionen og samtidig stiller øgede krav til de faglige kompetencer.
IT- og driftschef hos RAIS A/S, Birger Højvang Jensen, fortæller:
”Investeringen i det nye maleranlæg betyder, at vi får behov for endnu stærkere faglige kompetencer. Derfor ønsker vi at gå forrest i arbejdet med også at uddanne fremtidens overfladebehandlere”
Om lærlingeordningen
Lærlingeordningen er et partnerskab mellem virksomheder, der deler ressourcer for at tiltrække og uddanne flere lærlinge, sikre høj kvalitet i uddannelserne og koordinere en turnusordning, hvor virksomhederne hjælper hinanden med at give lærlinge den bredest mulige uddannelse.
Nuværende partnere: Delta Stilladser, Nordmark, Sæby Fiskeindustri, Frederikshavn Forsyning – og nu RAIS A/S.
Billedet fra venstre:
Fabrikschef Anders Kajgaard og IT- & driftschef Birger Højvang Jensen, RAIS A/S

