Gå til hoved-indhold

Tre lærlinge – tre livshistorier: Hos Nordmark åbner nye rekrutteringsveje døren til industriteknikerfaget

Aktuelt

I et målrettet samarbejde med Erhvervsservice Nord har Nordmark sat en ny retning for arbejdet med lærlinge. Gennem lærlingeordningen har virksomheden styrket sin indsats med en bredere og mere helhedsorienteret tilgang til både rekruttering og udvikling – med klare ambitioner om at skabe flere og stærkere veje ind i en faglært uddannelse.

Lærlingekoordinator Charlotte Aksø Hansen fremhæver Nordmark som et eksempel til efterfølgelse:
“Nordmark viser, at der er mange indgange til en faglært uddannelse. Det handler om at se mennesket bag og skabe rammer, hvor potentialet kan vokse.”

Med en åben tilgang og fokus på det enkelte menneskes styrker er Nordmark med til at bane vejen for fremtidens faglærte. Hos Nordmark i Sæby er en lærling nemlig ikke én bestemt profil, men mennesker med forskellige erfaringer, drømme og livsforløb. Det afspejles tydeligt i fortællingerne om Lucas, Niels og Niklas, der hver især har fundet deres vej ind i industriteknikerfaget gennem Nordmarks fleksible og anerkendende tilgang til rekruttering.

Lucas’ rejse begyndte i gymnasiet, hvor interessen for IT, programmering og teknologi var tydelig. Alligevel savnede han det praktiske element. Efter studentereksamen søgte han derfor en uddannelse, hvor han kunne kombinere teori og håndværk. En YouTube-video om industriteknikerfaget blev en øjenåbner. Her fik han indblik i, hvordan programmering og avanceret teknologi går hånd i hånd i moderne produktion – og motivationen var tændt. Efter grundforløbet i Grenaa søgte Lucas målrettet en læreplads med fokus på grøn omstilling og komplekse produktioner. Valget faldt på Nordmark, hvilket også betød et stort personligt skridt, da han flyttede for at starte sin læretid. I dag oplever Lucas en hverdag præget af faglige udfordringer og udvikling:
“Jeg bruger fysik og matematik hver dag. Gymnasiet har givet mig modenhed og hjulpet mig til et bevidst valg – og jeg er ikke i tvivl om, at det her er den rigtige vej for mig.”

Niels’ historie er præget af vedholdenhed. En skolegang med ordblindhed og lav tro på egne evner gjorde uddannelsesvalget vanskeligt, og han blev overfladebehandler lidt ved et tilfælde. Senere satte fysiske udfordringer en stopper for dette fag, og et brancheskifte blev nødvendigt. Via et opkvalificeringsforløb inden for metal blev Niels i 2019 ansat som ufaglært hos Nordmark. Her voksede interessen for faget gradvist, og ønsket om at forstå håndværket i dybden førte til en læreplads som industritekniker gennem ny mesterlære. Det betyder, at Niels tager sit grundforløb i virksomheden og lærer faget tæt på praksis og kollegerne. Samtidig modtager han den nødvendige støtte til sin ordblindhed, hvilket skaber tryghed i skoleperioderne og styrker hans muligheder for at lykkes. Niels fortæller:
“Beslutningen om at gå fra ufaglært til lærling har styrket både mine faglige kompetencer og min selvtillid – og giver mig et solidt fundament for fremtiden.”

Niklas’ historie handler om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Efter en uddannelse i detailbranchen blev han ramt af sygdom og stod i en periode uden for arbejdsmarkedet med udsigt til førtidspension. Ønsket om igen at indgå i et arbejdsfællesskab blev drivkraften til at prøve nye muligheder. I maj 2025 startede han i virksomhedspraktik hos Nordmark på nedsat tid, og med fleksibilitet og støtte blev timetallet gradvist øget. I efteråret 2025 blev praktikforløbet omsat til en læreplads.

“For mig handler det her om at have fået mit arbejdsliv tilbage, og derudover har jeg fundet et fag, hvor jeg udvikler mig hver dag og føler, jeg hører til,” fortæller Niklas.

Fælles for de tre lærlinge er oplevelsen af et stærkt fællesskab og et inkluderende læringsmiljø, hvor forskellige baggrunde ses som en styrke. Ifølge HR-partner Ulla Skibsted handler moderne rekruttering om mere end CV’er. “Vi skal turde se muligheder i mennesker og ikke kun i traditionelle uddannelsesforløb. Når vi gør det, får vi engagerede lærlinge, der bidrager til både faglighed og kultur,” siger hun.

”Lucas, Niels og Niklas repræsenterer tre forskellige livsforløb – men én fælles fortælling om mod, udvikling og nye muligheder. Med en inkluderende tilgang til lærlinge bidrager Nordmark samtidig til at sikre fremtidens faglærte arbejdskraft” udtaler lærlingekoordinator Charlotte Aksø Hansen.

Partnerne i Lærlingeordningen tæller indtil videre: Delta stilladser, Nordmark, Sæby Fiske Industri, Frederikshavn Forsyning, Rais A/S og VELA.

Billedetekst fra venstre:

Industriteknikerlærlinge ved Nordmark, Niklas Ritter, Lucas Braarup og Niels Dietz sammen med Nordmarks HR-partner Ulla Skibsted og lærlingekoordinator hos Erhvervsservice Nord Charlotte Aksø Hansen.